FAQ : De mest stillede spørgsmål til Teksperimentet


Teksperimentet er et undervisningsmateriale, der har fokus på at styrke elevernes kompetencer indenfor teknologi og innovation. Alt materialet er videobåret og niveauinddelt, så man som underviser og elev ikke behøver at have erfaring med teknologi. I relation til forsøget med teknologiforståelse arbejder Teksperimentet med at styrke elevernes færdigheder indenfor computationel tænkning, digital design og designprocesser samt teknologisk handleevne.

Teksperimentet er lavet til elever og lærere, der anvender eller gerne vil i gang med teknologiforståelse og at anvende teknologi i undervisningen i indskoling og på mellemtrin. Teksperimentet er skabt til at kunne tones til fag som matematik, natur/teknologi, dansk og håndværk/design på en kreativ og innovativ måde. På mellemtrinnet findes forløbene i tre forskellige niveauer: grønt forløb er for helt nye i arbejdet med kodning og design, gult forløb er for let øvede, mens rødt forløb er for ret øvede.

Dine elever lærer sig færdigheder indenfor kodning, digitalt design samt at arbejde kreativt og eksperimenterende med teknologi. Dertil lærer eleverne at forholde sig til et virkelighedsnært problem og opfinde løsninger til det med en valgt teknologi. Dine elever tilegner sig digital teknologiforståelse samt en konkret viden om innovationsprocesser med hjælp fra videoerne, der er tænkt ind i en didaktisk progression.

Du kan med fordel orientere dig under fanen i højre hjørne ”Til læreren”. Her bedes du forholde dig til, hvilken gruppe du skal undervise. Derefter finder du alle ressourcer, du har brug for, herunder lærervejledninger, videoer til undervisning samt missioner og printvejledning. Derudover kan du med fordel orientere dig under fanen ”Til eleven”, hvor du kan se, hvordan forløbene til indskoling og på mellemtrin er opbygget i dage, og hvordan videoerne fungerer i undervisningen.

  • Du skal sikre dig, at dine elever har adgang til computere og internetforbindelse.
  • Dine elever skal gerne have høretelefoner og evt. en mus til rådighed.
  • Du skal forholde dig til, hvilken teknologi I vil arbejde med på skolen. Der er forskellige videobaserede teknologiforløb til de forskellige trin:

Indskoling:

  • Micro:bit, Minecraft Education og CoSpaces, Tinkercad

Mellemtrin:

  • Grønt forløb: Micro:bit, Minecraft Education, CoSpaces, Scratch ogScratch m/ MakeyMakey, Tinkercad
  • Gult forløb: Micro:bit m/Tinkerkit, Minecraft Education, CoSpaces, Scratch og Scratch m/ MakeyMakey
  • Rødt forløb: Micro:bit m/Tinkerkit, Micro:bit med SmartHome Kit, Minecraft Education, CoSpaces, Scratch og Scratch m/ MakeyMakey

Scratch og Tinkercad kan tilgås gratis online med login. CoSpaces kan anvendes via Skoletube. Minecraft Education kræver en licens og en Microsoft 365-konto. Micro:bit, TInkerkit, SmartHome Kit samt MakeyMakey skal indkøbes. Er du i tvivl om GDPR eller om I har licenser til rådighed, kan du tage kontakt til din it-vejleder eller it-ansvarlige i din kommune.

Du skal ikke have erfaring med teknologi for at kunne gå i gang med Teksperimentet. Det hjælper Teksperimentets videoguides dig med. Du skal som det allervigtigste have lysten til at arbejde med teknologiforståelse, kodning, digitalt design og innovation. Derudover skal du vide, at eleverne kommer til at arbejde kreativt og skabende, og du kommer i højere grad til at fungere som facilitator. Det betyder, du bruger videoerne som ”formidler”, henviser til dem som ”eksperten” indenfor teknologi og i høj grad kommer til at understøtte elevernes arbejdsproces og de didaktiske rammer på anden vis. Det kan blive en smule kaotisk, når eleverne opfinder kreativt med teknologi, men det er vigtigt at give dem plads til at arbejde i forskellige retninger og på løsninger med deres teknologi. Når I skal arbejde med innovationsprocessen ”Idékredsløbet”, får du en mere fremtrædende rolle og skal være tidstyrer samt udfordre elevernes ideer og løsninger. Vær generelt tydelig omkring, at I sammen er på en rejse, hvor du ikke er ekspert i det digitale, men at I hjælper hinanden.

Teksperimentet kræver, at eleverne kan se videoer og gøre, som videoerne beder om. Det kan være at kode en variabel, at bygge og kode en velkomstmaskine eller noget helt tredje. Eleverne skal støttes i selvstændigt at bruge videoerne som ”go to”, når de arbejder med deres teknologi.

På mellemtrinnet er et forløb berammet til 4 dage, 6 lektioner pr. dag. Dag 1 og 2 har fokus på teknologiske færdigheder og teknologiforståelse, mens dag 3 og 4 går i dybden med mission, Idékredsløbet samt idéudvikling – og idéskabelse. I indskolingen er et forløb rammesat til 3 dage á 6 lektioner dagligt. Dag 1 har fokus på teknologiske færdigheder og teknologiforståelse, mens dag 2 og 3 går i dybden med mission, Idékredsløbet samt idéudvikling – og idéskabelse.At gennemgå forløbet sammenhængende skaber et flow og en fordybelse i arbejdet med teknologi og innovation, men det kan sagtens fungere at dele forløbet op, og gennemgå dag 1 i én uge og dag 2 i ugen efter. Det anbefales dog, at der ikke går for lang tid mellem hver Teksperimentet-dag, så de kompetencer, eleverne opbygger undervejs, ikke glemmes fra gang til gang.

Du kan vælge at placere Teksperimentets forløb i en emneuge eller dit fag, fx dansk, matematik, natur/teknologi og/eller håndværk og design. Da du jo ikke har fire dage til rådighed i ét hug, kan du sprede det over flere uger. Du kan også udelade nogle elementer. Det er op til dig.

110 skoler har brugt Teksperimentet og over 8.800 elever har arbejdet med materialet. Vores evalueringer viser, at elever i grundskolen tilegner sig teknologiforståelse samt digitale og innovative kompetencer. Vi ved, at eleverne er motiverede af det eksperimenterede og kreative arbejde med teknologi, som Teksperimentet lægger op til. Lærerne fortæller, at de føler sig holdt godt i hånden af Teksperimentet og dets videoguides, og at materialet er didaktisk gennemtænkt. Dertil nævner de, at materialet er let tilgængeligt, og at det kan kobles med klassisk fagfaglighed igennem arbejdet med missioner.

Hvis du har flere spørgsmål, sender du en mail til info@teknologipagten.dk eller også kan du sende en mail til projektleder, Mads Osterman, mads@edu-c.dk